Stærkt fra start

2024 er kommet stærkt fra start med 4 nye kontrakter – en rådgiver, en infrastrukturforvalter (helt ny kunde), en kommune (helt ny kunde) og en operatør. Og der er fortsat masser af grøde derude.

Samtidig er der fuld damp på de opgaver, der var i gang forvejen. Ikke mindst sker der rigtigt, rigtigt meget i Banedanmark på den ½-tids resursekontrakt jeg har der.

I Odense sprinter arbejdet med Tarup Centrets byggeri – en kælderbefængt tilbygning klos op ad letbanen – afsted i hvad jeg vil kalde et tæt på forbilledeligt samarbejde mellem infrastrukturforvalter (Keolis), totalentreprenør (JORTON, som jeg arbejder for), rådgiver (Henry Jensen og DMR), assessor (Cowi) og et par forsyningsselskaber. Det er kun 10 mdr. siden vi begyndte at skrive systemdefinition, byggeriet er ved at komme over terræn og vi har lige afleveret det 7. tillæg 1.

Ved Herlev og Buddinge stationer har vi (CG Jensen) netop afleveret det sidste tillæg 1 i 3. parts projektet for O3 letbanekrydsningen over S-banen efter det længstvarende og mest komplicerede forløb – organisatorisk, teknisk og CSM-mæssigt – jeg har været med i.

Så der er nok at se til, og vi ses alle mulige steder derude 

/Niels