2025 blev rigtig meget copy-paste af 2024, og så alligevel ikke helt. Her lidt om året.
Arbejdet
Antal forskellige kunder (defineret ved CVR-nr.) : 18
Antal forskellige projekter/opgaver – fra under 10 t til over 200 t : 32 (heraf 11 i Banedanmark-regi)
Ligesom i 2024 kan jeg skrive, at jeg aldrig før haft så mange forskellige kunder eller projekter i løbet af ét år; Det har i 2025 både været udtryk for travlhed og mindre gennemsnitlig opgavestørrelse.
Omsætningsfordeling af arbejde på kundetype:

Årets omsætningsfordeling på kundetyper har kun udviklet sig lidt de sidste 4-5 år, og er stadig OK velbalanceret ift. det jeg betragter som ideelt. Andelen af timer for Banedanmark er ligesom i 2023 og 2024 en smule for høj ift. risikospredningen, men er dog OK og tæt nok på de ønskede / kontraktuelle 50 %.
Bortset fra Banedanmark er det arbejde for både rådgivere, 3. parts bygherrer, entreprenører, Trafikstyrelsen og kommuner, der fylder kalenderen. Igen i 2025 har Lokaltog og Nordjyske Jernbaner også fyldt en del, og ligeledes har der i år har været relativt lidt AsBo-arbejde. Arbejdet for Trafikstyrelsen leveres formelt igennem en underrådgiverkontrakt til TÜV SÜD, men indholdet er det samme, som det har været, siden jeg først fik opgaven i 2013.
Der er kun kommet en enkelt helt-ny-aldrig-før-kunde i butikken i 2025, men ærlig talt synes jeg også, at der er ved at være fuld plade på teoretisk mulige kunder indenfor sektoren (bortset selvfølgelig fra 3. parts bygherrer).
Samlet set er omsætningsspredningen på de forskellige kunder, herunder forskellige kunder under samme CVR-numre, således god, og spredningen på de forskellige projekter har været tilpas. Ligesom de forrige år bokser jeg dog lidt med at begrænse antallet af samtidige projekter for at have en arbejdsdag uden for mange skift.
Fordeling af fakturerbare timer på opgavetype defineret som:
• “Planlægning og projektering” omfatter traditionelle projektaktiviteter i planlægningsfase, definitionsfase, programfase og detailfase – jernbaneprojekter og letbaneprojekter
• ”Specialistarbejde” omfatter fagassessment, normarbejde (assessment hhv. udvikling) og egentlige tekniske specialistopgaver
• “Bygherrerådgivning” omfatter procesbistand, teknisk sekretær-bistand mv. ift. organisering af og aftaler om banevendte anlægs- og driftsforhold, samt konsulentydelser
• ”Myndighedsarbejde” omfatter arbejde direkte for myndigheder samt projektarbejde som myndighedskoordinator på sikkerhed og interoperabilitet. Inkluderer lead-, men ikke fagassessment
• ”Projekteringsledelse og granskning” omfatter deltagelse i projekteringsledelse på bygherreside samt uafhængige granskninger af definitions- og programfaserapporter, udbudsmaterialer mv.
• “Andet” er resten, herunder tilbudsbistand, undervisning, bistand til markedsadgang og deltagelse i advisory board.
Omsætningsfordeling af arbejde på opgavetype:

Fordelingen af opgavetyper er god på både indhold og risikospredning. Indholdsmæssigt har det omfattet vidtforskellige ydelser, i udvalg:
• Teknisk normnørderi af forskellig art
• Kursusafholdelse i fritrumsprofiler
• I forskellige projekter, med vidt forskellige roller, arbejde med at håndtere projektering med indhold af Sicat SX-køreledningsanlæg
• Almindelig kørestrømsprojektering (som underrådgiver)
• Projekteringsledelse, adskillige projekter, hos Banedanmark. Særligt har to af de pt. mest markante projekter – KURI og Kh forenkling – fyldt en del.
• Bygherrerådgivning og kravspecifikation for ladeinfrastruktur for Lokaltog
• Kyge Kyst bane-bygherrerådgivning ifm. det sidste store banekrydsningsprojekt, Sydlig Underføring
• Afvigelsesbehandling for DSB for normafvigelser i værkstedsprojekter
• Diverse udviklingsopgaver i Banedanmark
• Bygherrerådgivning og CSM vedr. flere banenære 3. partsbyggerier
• CSM-fagassessment diverse projekter
Formel ‘efteruddannelse’ har ikke fyldt i år, men Banekonferencen er jo et must, og der har været en del iboende teknisk læring i projekterne i år – og det er jo sådan set den optimale måde at lære nyt på.
2026 ff
Ingen planer om ændringer.